Nyheder

Drikkevand

Konference om nye krav til kontrol af drikkevandet

29-06-2017 11:20:00 - af- Dorte Skræm

Konference om drikkevandskvalitet og ændring af drikkevandsbekendtgørelsen

18. september 2017 i Vandhuset, Godthåbsvej 83, Skanderborg

 

Hør om EU's tanker om drikkevandsdirektivet, implementering af direktivet i andre lande og ikke mindst om Miljøstyrelsens nye drikkevandsbekendtgørelse. 

 

Tilliden til drikkevandet er vigtig – en forudsætning for tilliden er et velfungerende system til sikring af drikkevandskvaliteten. En del af det danske system baserer sig på myndighedskontrol og en del baseres på driftskontrol i vandforsyningerne. Den drikkevandskontrol, der er fastlagt af myndighederne er under forandring – til dels som følge af krav fra EU.

 

DANVA har derfor inviteret repræsentanter fra EU kommissionen, som blandt andet arbejder med revision af Drikkevandsdirektivet, samt svenske og østrigske repræsentanter for myndigheder og/eller forsyningsselskaber for at høre nærmere om, hvordan de har indarbejdet kravene fra EU i deres nationale lovgivning.

Den sidste del af dagen stiller vi skarpt på de konkrete ændringer i den danske kontrol og deltagerne får mulighed for at stille spørgsmål til Miljøstyrelsen og komme med input til de kommende vejledninger. Vær opmærksom på at en del af formiddagens program foregår på engelsk.

 

Konferencen er for alle der arbejder med, eller interesserer sig for, vandkvalitet i vandforsyninger, myndigheder eller hos advokatfirmaer.

Program

Læs program for konferencen her.

Tilmelding

Tilmelding skal ske på hjemmesiden her. 

Ændringer i udkast til ny bekendtgørelse om drikkevandskontrol

Der er et udkast til bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg i høring indtil 24. juli. Der er foreslået følgende:

  • Alle parametre i drikkevandskontrollen skal udtages på forbrugerens taphane uden forudgående skylning.
  • Kimtal v. 37 grader er foreslået udtaget af kontrollen, og der bibeholdes en grænseværdi på 200 /ml for kimtal v. 22 grader. Der skal naturligvis stadig udtages prøver for coli og E-coli.
  • Hvis der er overskridelser på taphaneprøven, der kan henføres til forbrugerens installation, løses sagen i dialog mellem forbruger og kommunen, som sikrer udbedring og opfølgning.
  • Hvis overskridelserne kan henføres til forsyningsnettet, løses sagen i dialog mellem kommune og forsyningsselskab.
  • Der bliver sandsynligvis mulighed for, at antallet af parametre, der indgår i den lovpligtige kontrol, kan nedsættes – nogle efter en statslig risikovurdering andre efter en lokal risikovurdering, hvor vandværket eller vandselskabet skal fremsende forslag til kommunen, som har godkendelsesmyndigheden.
  • Boringskontrollen bibeholdes, men alt fra boring til taphane vil sandsynligvis fremover blive betragtet som driftskontrol og er som sådan ikke omfattet af den lovpligtige analysepakke men henføres til selskabernes arbejde med drikkevandssikkerhed.
  • Andre analysemetoder end akkrediterede kan anvendes som dokumentation, hvis metoderne vurderes at være valide.
  • Forslag om at kontrollen med enkeltvandforsyninger og mindre vandforsyninger skal bortfalde

 

Ændringerne kommer også til at betyde ændringer i blandt andet vejledning om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg og i vejledning om kogeanbefaling. Prøvetagningsmanualen for udtagning af drikkevandsprøver er allerede ændret, idet der er tilføjet beskrivelser af, hvordan der skal udtages taphaneprøver. Derudover kan det blive aktuelt for vandværker og –selskaber at justere systemerne omkring drikkevandssikkerhed. Ligesom der ligger et stort arbejde forude i form af risikovurderinger og i meddelelse af nye prøvetagningsprogrammer.

 

Hold øje med DANVAs høringssvar på hjemmesiden.

Mere information

Vil du vide mere så kontakt Dorte Skræm på ds@danva.dk